Tøver man før tankens flugt forud for vittighedens meningsgivende indslag af lattervenlige konklusioner? Hvem har ikke stået foran en port uden en flig af ønsket om at gå ind, men samtidig fuldt ud bevidst om, at natten med sin kulde og sit påtrængende mørke vil umuliggøre enhver anden handling end den at træde ind? Hvem vil hellere gå til end gå ind?

Vi har nu engang endnu engang foreslået en mere smidig løsning på det gamle problem vedrørende sorte affaldssække i allerede overfyldte opgange. Det bliver som følger: Alle beboerne skal dø; deres blod skal flyde i opgangen, alle trappetrin skal smage den søde, røde substans. Vores løsning er smidig, eftersom den ikke skeler til forskelle mellem beboerne, herunder forskelle i deres syn på problemet. Hvem skal så rydde op efter vores massakre? Ingen. Men der vil fremover ikke være problemer med skrald i opgangen. Forslaget blev vedtaget ved sidste møde i beboerforeningen, fremmødt var alle de relevante aktører, det hele fremgår af referatet og er i overensstemmelse  med vedtægterne.

Næste gang vil jeg være hævet over kritik. Der skal være en psykiater til stede ved hvert personalemøde. Jeg vil ikke acceptere kritiske spørgsmål fra mine ansatte. De skal mentalundersøges og gerne på barbarisk vis. Den, der ikke er i stand til at bære glødende kul, vil heller ikke være at regne for en pålidelig medarbejder. Så simpelt er det. Jeg slår to vægge ned og får indsat et meget langt bord. Ved den ene ende af bordet vil jeg placere et bur, hvor månedens bedste ansatte vil blive hædret. Ved den modsatte bordende vil jeg rejse en trone til mig selv og mit vigtige embede. Hil mig! skal jeg røbende råbe. Mine undersåtter kan i bund og grund kun adlyde eller blive fodret til løverne. Vælger man det sidste, bliver man martyrkronet og mindet i al evighed – både som den modige modstandsmand, der satte sig op imod overmagten (mig), og som den tåbelige tåbe, hvis skæbne tjener som skræk og advarsel overfor andre ansatte med tåbeligt-modige modstandstanker.

Tankens flugt er næppe tilfældig, når jeg som moderne forretningsmand og beboerforeningsformand laver voldelige vittigheder om blodbad og brutal undertrykkelse. Mine ansatte har ikke andet at gøre med deres liv end at svede, græde og dø for mig og mine idéer. Nogle skal bære det tunge læs, og vi kan ikke alle sidde på en trone og bestemme.