Infrastruktur

“De skulle gøre noget mere for at bygge bedre veje her i byen. Hullerne er vi fulde af.”
“Ja, der er huller alle vegne. Alle vejene er fulde af huller.”
“Ja nemlig. Der skulle sættes mere ind overfor den slags. Så kan man bygge en by man kan være i og køre i.”
“Ja og især køre i. Det er især det med at have gode veje, der er vigtigt.”
“Der skulle også være bedre bygninger. Man skal kunne bo bedre. Bo bedre! Bo hjemme i egen stue, men også i de andre værelser.”
“Ja, og derfor skal hvert værelse være godt bygget. Men det er især det med, hvordan du kommer hjem. Dertil skal der være gode veje.”
“Ja nemlig. Der er alt for mange huller i vejene.”
“Alt for mange!”
“Der er også for mange huller i taget.”
“Det ved jeg så ikke noget om. Jeg er tagløs.”
“Har du ikke noget tag over hovedet?”
“Hverken over eller under.”
“Hvordan bor du så?”
“Jeg bor i et stort hul i vejen.”
“Der kan man da ikke bo.”
“Jo, for vejhullerne er faktisk så store, at man kan bo i dem.”
“Jamen jeg mener, sådan kan man da ikke bo.”
“Nej eller jo, for det gør jeg jo. Men jeg mangler altså et tag. Det er derfor de skal lappe hullerne.”
“Men hvis de lapper hullerne, kan du ikke mere bo der, eller også bliver du spærret inde og vil ikke kunne få luft, og så dør du.”
“Ja, når du siger det på den måde. Så må jeg finde mig et andet sted at bo.”
“Ja, gør da lige det. Det er helt afgørende at have ordentlig infrastruktur.”