Til gengæld tillader jeg mig at tage visse friheder, som ikke bør tages for gode varer. Det viser sig nemlig ved et hurtigt blik, at disse friheder tages uden hensyn til den, der eksempelvis måtte tage sig tid til at læse om dem. De friheder, vi tager, når vi ses ansigt til ansigt, må ikke undervurderes, men når det gælder lang-distance-friheder bør man være skeptisk. Således kan en distance vise sig altafgørende, hvis en ven har mistet pas og penge og nu holder til på en dansk ambassade i et fremmed, fremmed land. I et land så fremmed og fyldt med fremmede, at min sølle, stakkels ven end ikke taler deres sprog, og de fremmede, altså for min ven et fremmedfolk, men for hinanden landsmænd, taler bestemt heller ikke min vens sprog. Derfor henvender han sig til mig i et e-brev (elektronisk brev) – en landsmand og en ven og et helt igennem anstændigt menneske – for at høre, om jeg vil sende penge, nu hvor ambassaden har været så venlig at love ham sikker afgang og fri flypassage, hvis blot han betaler for billetten og for hotellet, som han har boet på de sidste dage. Hvilke dage har han mon haft? (spørger jeg mig selv, før jeg når at overveje, hvordan jeg skal reagere på hans forespørgsel.) Som en sømand har han været, en sømand på fremmede have, hvor vandet brænder og brændingen bruser. Hvad end han har set, så har det ikke været en oase. På et stort hav må man ikke tro, at havet selv er en oase. Snarere er det en ørken, og man kan drive omkring uden vand at drikke, om end omgivet af vand. Lad ikke de salte dråber ramme din hals, de vil blot gøre dig endnu mere tørstig. En oase i dette nådesløse hav ville være en ø. En ø med frugttræer og allerhelst også en lille ferskvandssø, men hvor finder man disse nådesgaver midt i det nådesløse? Hvor finder man ferskvand blandt fremmede, komfortabilitet på et komfortabelt hotel, javist, men når de ikke taler mit sprog, hvordan ved man så, at de ikke planlægger at overfalde og henrette mig? Blandt landsmænd kan man i det mindste høre det, når nogen siger: ”Hannem dér, han skal vi dræbe. Han skal lide en død ved vores hænder.” Ved disse ord udtalt af landsmænd ved jeg, at jeg bør flygte straks. Det er en frihed, man kun kan tillade sig, når man midt i en oase får øje på en havfrue, der vifter med sine fiskeskørter og kalder på én med disse ord: ”Dig der, dig vil jeg elske. Lader du mig ikke blot?” Og man løber straks mod hende; trodser alle fremmede, fjendtligtsindede bølger, der river og driver og vil forhindre denne værdige forening. Men fruen, den jomfruelige, som har ønsket sig dette møde og har hidkaldt mig til dette sted, hun lader nu sine jomfruelige lokker folde ud, og jeg opdager til min rædsel, at hendes lokker er ganske uvaskede. Glatte som slanger og glinsende af fedt. Denne frue, som jeg dog stadig løber lige imod, vil jeg nu ignorere med en fiks manøvre. Trods mine endnu galoperende ben vil jeg give indtryk af at se lige igennem hende og blot løbe videre, som om jeg løber for løbeaktens egen skyld. Hun har nu rakt sine arme ud mod mig; længselsfuldt forventer hun min omfavnelse, men jeg løber blot videre, løber endda lige igennem hende og skubber hende omkuld med min høje fart. Hun udstøder et: ”Sådan en uskikkelig sømand!”, men som et ekko, der transformeres og forvrænges, bliver det i mit rungende hoved til: ”Sønnens uhyggelige sønnemand” og jeg kommer i tanke om min søn, der endnu drukner i fremtiden, hvis jeg ikke lader ham undfange her og nu. Jeg formoder, at havfruen endnu er mig venligt stemt trods min indledningsvise ubehøvlede tackling af situationen. Jeg stopper straks op og vender mig, og mens jeg forsøger at se bort fra det fedtede hår og i stedet fokuserer på den fiskede talje og de mange skæl, lader jeg mit køn passere gennem den fugtige entre, hvor endnu ingen sømand har sat sine spor. (Min ven, forstår du nu, at du er min egen søn? MIN EGEN SØN!)