Den sprang hjerteligt fra kyst til kyst og var intakt ved sin ankomst. Jeg slog koldt vand i blodet og var blevet frikendt for øksemord, hvilket jeg fejrede ved at sejle rundt i en lille, hurtig båd. Fremtiden så endelig lys ud. Den altid ulmende vrede kunne jeg naturligvis stadig mærke, men den virkede alligevel mindre påtrængende og mindre alvorlig. Med min frikendelse og min nye båd følte jeg, at alt var bedre. Anklagen om øksemord tog jeg ikke så tungt. Jeg var uskyldig, så længe det modsatte ikke var blevet bevist. Da jeg stødte ind i Marokkos kyst, huggede jeg båden i hundrede stykker og fordelte disse langs kysten – gammel vane. Nu skulle mit nye liv for alvor begynde.