Med mit store indtag af italiensk mad er det ingen overraskelse, at jeg her på tredjedagen har udviklet en følelse af stor gastronomisk kunnen, men jeg ved samtidig godt, at det er blændværk, for jeg har aldrig lavet så meget som et måltid selv. I det mindste har jeg lært nogle nye ord. Vi startede som sagt for tre dage siden, og det har været et ædegilde uden sidestykke. Pizza, pasta, ravioli, spaghetti, tortellini, med mere, vi flækkedes næsten, men jeg føler mig fortsat ikke mæt. Hvad er det mon, jeg mangler? Kunne det være… KUNNE det være kummerlighed? Eller nej, jeg mener, hvad hedder det der krydderi? Er det sulten, de snakker om? Sulten er den sidste ingrediens, den sørger for, at spisningen bliver en uforglemmelig oplevelse. Jeg står sjældent op for at gå på w.c. om natten, men jeg gemmer altid en mellemmad under min seng, sådan at jeg ikke skal mærke sulten, og sådan sikrer jeg, at alle mine måltider bliver glemt. Sandt sagt er det nemlig kedeligt at spise, når man aldrig når at blive sulten. For mig er det også en nødvendighed. Jeg ødelægger gerne den gode stemning ved et overdådigt opdækket middagsbord, for hvis jeg ikke skabte mig tosset med uhyrlige udbrud midt i maden, så ville jeg simpelthen ikke kunne skelne det ene måltid fra det andet samt den ene dag fra den anden.