Nu brænder trevler af nyspundet garn
og blænder mig
Jeg klager kun for at vække en ængstelig
uro hos min næste
Med sitrende pande mod receptionisten
indtræder jeg i ordkløveri

(Min utilfredshed med alting giver jeg form
i en misudlægning af husreglementet:
Ingen larm efter klokken halv ti, står der,
men hvad er larm?
Er det gulvtramp, høj musik
eller barnegråd, er det støn?
Er det min skyld, at alle de andre snakker
dæmpet, men stadig kan høres?
Hvad andet kan jeg gøre end at råbe
gennem væggene, at de skal tie stille?)

JEG SAVNER MIN STRIKTRØJE;
DEN MÅTTE OFRES FOR AT VÆRE
TRO MOD KRAVET OM BLIKFANG