Kirgisiske betjente kom forbi og ville se på urtebedet, men jeg viste dem kun den offentlige del af køkkenhaven, så de ikke skulle fatte mistanke til mine lilla-turkise topskud fra cannabis-forædlinger. Betjentene passede både børn og båd, sagde de, og i et snuptag stak de til søs, hvorfra vi sammen erfarede, at Gud er meget mere end stor, da en fredfyldt støvregn forfriskede os midt i vores diskussion om tvær-religiøse teorier. Kirgiserne holdt fast på, at Guds navne transcenderede menneskers sprog, og jeg vedblev forsigtigt med at påpege, at et fælles navn her på jord alligevel var en nødvendighed. Apropos jord, sagde den ene betjent; var der ikke noget med et urtebed, vi ikke fik set? Og jeg måtte krybe til korset og fortælle dem alt, men de blev slet ikke sure, de rystede blot blidt på deres hoveder og sagde, at jeg skulle vise dem mine forædlinger, når vi igen lagde til land. Der var ingen god grund til hemmelighedskræmmeri, sagde de; vi er ikke kommet for at handle med hemmeligheder, sagde de. Vi handler ikke med hemmeligheder, sagde de; vi hverken køber eller sælger hemmeligheder, sagde de. Jeg forstod og sagde, at jeg forstod, og sagde så, at Gud er stor, men sagde så, at Gud er meget mere end stor. Gud er god selv i små mængder, sagde jeg, og fyldig, sagde jeg; som støvregn giver Gud sig selv i uendeligt mange, bittesmå kærtegn. Lad os ryge noget god urt, sagde så den ene kirgiser-betjent. Ja, kom så, lad os det, landkrabber, sagde den anden kirgiser-betjent, og jeg var forbløffet og hviskede: I kender mig, I kender mit sprog, er I engle? Men de lo blot og tog fra to sider roret, som de gav den rette retning, og vi drev med lethed i land.