I virkeligheden var det bjælderegn. Jeg havde stået ved masten og lyttet efter. Der var helt sikkert noget i luften. “De svin,” hviskede jeg. “De har forgiftet os.” Men mandskabet tog ikke notits. Alle var pattedyr. De fleste kender følelsen af at have et hus. Men på havet er det anderledes. Her har vi kun kahytten, skumsprøjt og en uendelighed af bølger. Når luften så vibrerer som på denne dag… Jeg vidste, der var noget på færde. Vi sejlede på synkekurs, og ingen kunne redde os. Min mave rumlede, og jeg støttede mig op ad masten. Jeg blev helt dårlig. Det hele skete i et glimt. Så vendte de tilbage, mine dårlige minder. Men det var ikke for at plage mig. Jeg vidste, der var mening med galskaben. Det hele vendte rigtigt eller i hvert fald bedre set fra oven. Så jeg klatrede op, helt op, højt i masten. Så sang jeg. Og vi sank ikke. Endnu. En ny dag truer i morgen, tænkte jeg. Men jeg var stadig i mit es. Jeg tænkte på eden, og så hørte jeg bjælderne igen. De kom langvejs fra. Var det rensdyr? Det var rendyrket ondskab. “De har forgiftet os, har de.” Jeg vidste det med sikkerhed. Men alligevel var jeg i tvivl. Jeg så ud i mørket. Bølgerne flintrede og hvæsede. Jeg spejdede efter en redningskrans. Det var sidste chance for at blive udskiftet. Snart gik nattevagten i seng, men jeg kunne bytte med en fra underdækket. I ly af mørket kunne jeg snuppe en redningskrans. Et mytteri kunne ikke komme på tale, fordi min hukommelse allerede var begyndt at svigte. Giften havde skubbet minderne væk. De dårlige minder om samtaler, hvor jeg altid blev misbrugt. Mine ord havde ikke salgsværdi, det gjorde mig stiktosset, og som en medusa røbede jeg mig selv foran spejlet. “Dit svin,” hvislede jeg så og stak spejlsvinet ned. Skyerne blev glemt, og vi holdt mange fester; først satte jeg ild til styret, lasten og masten, men det er en høfligt holdt hemmelighed. Jeg sprang i vandet, og kransen var klar. “Forbandet!” hørte jeg bag min ryg. Det var styrmanden – nar!