Det blev en kedelig torsdag, da regnen var væk, og kun en klæbrig torden lod kaminen klistre til med pejsesnavs, røg i stuen, uindbudt og pludselig stod han der – julemanden – hedensk og grum, med trefork og seler, kæmpemæssigt, buldrende fuldskæg, han trådte henover mig, jeg sov (eller lod som om), han lagde pakkerne ved min side og ville ikke blive længe, sagde han til min mor, som han voldtog i al hast, så fløj han ud i natten med sin ølvom og sin grimme, røde tud. Skattebasse, vi siger det ikke til nogen, han har givet gaver i overflod, jamen mor, jeg ønskede mig ikke dette, ja, men nej, min skat, vi har ikke haft så herligt besøg siden sidst din far var her. Mor, kære mor, sagde jeg og græd (eller lod som om), jeg ville have flyverdukken, den brune, den du bad om, ja mig, du var ikke et planlagt barn, derfor får du kun dårlige gaver. I det mindste slap vi for sentimentale, socialrealistiske propagandareklamer denne jul, fordi kreditorerne havde taget vores fjernsyn. Da jeg senere fik feber og døde, var det en lettelse for os begge. Min mor havde altid drømt om at møde julemanden, nu var det sket, jeg så hvad jeg fik set, og jeg kunne ikke glemme, men døde af sorg, angst, tuberkulose og kendisfeber. Et julemirakel!