“Er du gal?”
“Ja.”
“Det er jeg også. Er du glad for at være det?”
“Jeg er rasende.”
“Også mig.”
“Og vanvittig.”
“Det er fedt.”
“Ja. Og festligt.”
“Går du gerne og tænker på, hvordan andre tænker?”
“Hvad tænker du på?”
“Ja, hvordan de tænker.”
“Lige præcis. Den slags bliver man skør af.”
“Jeg tror slet ikke, de tænker, jeg tror bare, de lader som om.”
“Jeg tror slet ikke, du er gal, du lader bare som om! Du vil aflure mine hemmeligheder! Du vil stjæle min galskab!”
“Er du gal, mand? Nej! Jeg er selv gal!”
“Nej, du er normal.”
“Nej, jeg er fuldstændig vanvittig.”
“Det kan du selv være.”
“Jamen, det er jo det, jeg er.”
“Du er en falskner.”
“Hold så op.”
“Det er fint nok.”
“Du har brug for hjælp.”
“Ikke fra dig.”
“Du er vanvittig.”
“Du var advaret.”
“Du får mig op i det røde felt.”
“Det er en særlig evne, jeg har.”
“Er du født sådan, eller er det tillært?”
“Det er en alvorlig sygdom.”
“Men er det noget, du har pådraget dig eller altid haft?”
“Er det ikke lige meget? Alt har vel en begyndelse.”
“Ikke hvis det er uendeligt.”
“Korrekt, men det er ikke tilfældet her. Min galskab må enten gå i graven med mig, eller også får den ende inden.”
“Hvad tænker du selv om den sag?”
“Jeg tænker, at min galskab er uendelig, og at den vil leve længere end jeg, den vil overleve mig og vare ved for evigt.”
“Men du sagde!”
“Ja, jeg sagde – eller gjorde jeg? Måske var det noget, min galskab sagde.”
“Den… Den har sin egen vilje?”
“Den har sin egen vilje, sin egen adresse, sit eget cpr-nummer, sin egen vennekreds og så videre.”
“Hvad mere?”
“Eget arbejde, egen familie, egen bil (den kører Toyota; ikke fordi der er noget galt i dét, det er bare meget praktisk, når man har mange behov). Min galskab har alt, hvad den har brug for, men vigtigst af alt: Den har et publikum. Folk elsker at høre dens meninger om alt. Nogle gange kommer folk op til mig og spørger om noget – ligesom dig lige før – og så er det i virkeligheden min galskab, de er interesserede i.”
“Om forladelse! Havde jeg vidst, at det stod så slemt til, ville jeg naturligvis have ladt dig være alene med din galskab.”
“Du skal ikke undskylde. Det var jo i god tro.”
“Nej, eller, det ved jeg ikke. Men jeg fortryder det, for jeg fik ikke, hvad jeg kom efter. Du er alt for fattet, fornuftig – og dermed kedelig. Jeg havde forventet noget helt andet.”
“Din elendige krebs! Du jokker i spinaten, spade. Hvad graver du efter, klodsmajor?”
“Nu nærmer vi os.”
“Nærmer os? NÆRMER OS! Hvad? Hvad har du i ærmerne? Mine er tomme. Jeg har otte hænder. Ved du hvorfor? Det er, så jeg kan klapse alle dine kinder samtidig, inklusiv din dobbeltgængers; røvballerne medregnet. Du er en slapsvans uden retning i livet. Du kan sikkert heller ikke regne.”
“Hov hov, jeg har bestået en højere handelseksamen.”
“Ja, men du har glemt det hele igen. Nu handler dit liv om at spule dingleribs ud af dit eget røvhul. Kan du holde dig ren, eller må du gå til lægen med dit tilstoppede afløb?”
“Mit fordøjelsessystem virker upåklageligt, vil jeg lige informere dig om.”
“Nå da da, nå nå da, hvad har vi her? Du får, hvad du har bestilt, og alligevel vil du lige informere mig om noget i stedet for bare at tage imod. Jeg begynder at tænke, at det er dig og ikke mig, der er gal.”
“Jamen, jeg sagde jo fra starten, at jeg var gal!”
“Og jeg sagde, at du var en falskner.”
“Ikke fra starten!”
“Nej, men prompte nok.”
“Jeg føler en rumlen i maven.”
“Det er sikkert din galskab, der vil ud; den er træt af at være spærret inde. Snart må du ud og købe hus til den, og så tager det først for alvor fart, for så kommer alt det andet. Den gode nyhed er, at det er lettere at tage lån i banken til sin galskab end til sig selv. Det er også nemmere at finde arbejde til den. Og venner. Ja, faktisk er alt nemmere for din galskab, end det er for dig.”
“Men er det stadig mig, der skal stå for alt det der?”
“Nej og jo. Din galskab klarer det selv, men den tager dig med på råd. Den har stadig brug for dig, men ikke mere end du har brug for den.”