Flugten fra feriekolonien

Det blev en halvlang ferie. Øen lukkede ned pga. endnu et udslip af oddere med rabies. De lokale myndigheder ville sikre sig, at ingen blev bidt mere end to-tre gange. Det var svært at blive opdateret om risikoen for at blive angrebet, så vi valgte at tage nogle chancer, men ikke for mange. Vi klædte os godt på og gik svedende ud i solen. Så sprang vi i svømmepølen. Maren pjaskede rundt i vandet som en søløve. Selv holdt jeg mig i ro for at køle mest muligt ned. Så kom meldingen fra højtalerne. Alle skulle øjeblikkeligt forlade området. Der opstod panik. Jeg kunne fornemme, at odderne var tæt på ferieresorten. De nærmede sig med deres vippende næser. De udtrykte en hvislende lyd – som en fnisen uden spor af munterhed.