en ny dag truer
vi må finde masten
vi må stile mod stormen
og for alt i verden
undlade at tælle
antallet af døde, der har
hobet sig op i nattens løb.

det stilner nu
som sommernatten lyser
tidlig novembermorgen
som himmelstrejfende fugle
er mit skræppende hjerte

hende jeg savner
går derude eller
ligger måske endnu
på dette tidspunkt
i sin varme novemberseng

inde ved siden af mumles
uforståelige brudstykker
abebrum og primatstøn
(ikke af seksuel karakter, men)
kærlige morgenopmuntringer
hvad mon ellers denne morgen bringer?

missen kigger på solopgang
elefanten hænger med ørerne
løven sidder på en stang
bettebjørnen varmer bøger
døden skuler fra sit rør
hører ikke livets puslen
syslen og pippen, putter
mig igen i sengen

ingen får mig op
dynen skjuler min krop
sengen æder mig op
natten tog sin told
dagen bruger vold
kroppen føles som trold
vinker farvel til min knold

summer i sengen, svigter dagen
tøjet hærger stolens ryg
hærværk, skriger dragen på bordet

jeg drømte at jeg var mærkelig
sådan sagde de;
de andre
som er inde
når jeg er ude
og omvendt
de sagde:
ja, nu har jeg glemt
det, jeg siger til
mig, som drømmer sin egen
verden, som er farlig og
udenfor, virkelig fjern

det er ikke selvbiografisk
det var ikke nødvendigt at
skræmme mig til skrivning
trusler om flådeblokade
breve fra bekymrede borgere
ringer til mig hele tiden
byrådet i en uduelig tilstand
plaget af nag og snagende embedsmænd
lister forsigtigt ud i gangen
spæner hastigt ned ad vejen
inde og ude og så forbi
klapper pludselig noget i
altså inde, dybt og nede
ursumpen slukker min tørst
og slikker mine lemmer