Kavaler

Han var rigtig stiv i pudset. Klædt på til fest og dans og en ny romance. Den skulle indledes snart, ellers faldt han bagud i henhold til planen. Før han gik ud, kiggede han sig selv i spejlet en sidste gang, men blev vred ved synet. Han var vred i forvejen og reagerede på synet af egen vrede med mere vrede. Hvem skulle ønske sig en rasende kavaler? Dumme damer, tænkte han, og besluttede sig for at det skulle være slut. Ikke flere romancer og ikke flere damer, duller, fisser, tøser, piger, fjolser dem alle – dem alle! Hvorfor så i øvrigt gå ud? spurgte han sig selv. Jeg har jo heller ingen venner. Så kom han til at kigge ind i kameraet, og scenen var spoleret.